søndag den 2. november 2014

Nysgerrighed

#Nysgerrig, #lærelyst, #åbenhed...

Kan man blive inspireret af at snakke med sin far på 86?

Det kan man, og det blev jeg.

I går var jeg et smut i Lyngby for at besøge familien. Mens vi spiste lækker kylling i paprika 'Papkylling', kom vi til st snakke om, hvad min far fandt på at lave i efterårsferien: De havde besøg af familien fra Holland og skulle finde på en lille udflugt for at underholde gæsterne.

Emil Nolde udstillingen på Louisiana i Humlebæk blev målet for udflugten. Stedet er altid dejligt at besøge, fordi der er så smukt, vi har været der mange gange og kender de faste kunstværker og turen dertil er fin op ad Strandvejen. Med til historien hører, at både min far og hans kone har svært ved at gå - den ene bruger rollator, den anden stok, så Louisiana er ikke det lettest tilgængelige mål med de lange, lange, lange gange!

Spørger man min far, om han kan lide Emil Noldes billeder, tror man svaret er ja. Nej, han er ikke ret vild med Nolde. Faktiak kan blomsterbillederne (akvarel) være ret flotte. Hvorfor så tage på Nolde-udstilling?

Jo, siger min far, jeg ville gerne lige gense hans billeder for at se, om jeg stadig ikke var vild med dem...

Svaret sætter mig i gang med at overveje, hvordan man kan have en indbygget nysgerrighed, der kan være drivende for ens livsglæde og oplevelseslyst. Selv om man i en alder af 86 kan være bevægelseshandicappet, kan denne gnist drive en ud af lænestolen og af sted for at få en på opleveren.

At rejse sig op af lænestolens varme hygge for at knokle af sted for at se noget, man forventer ikke at nyde - så er man åben og fordomsfri - det inspirerer mig helt vildt, og jeg får lyst til at give den en skalle i den kommende uge, hvor teenagerne i 8A skal få lov at få en på opleveren. Målet skal være indsigt i, hvordan man kan arbejde med sin indstilling til eget liv og egen læring. Små ting, vi kan gøre for at løfte os selv.

Det kan kun blive fantastisk!





Location:Lyngby, Danmark

Ingen kommentarer:

Send en kommentar