8A er i gang med at skrive blogs - og den lille lærer ved, at det er bedst, når man 'practice what you preach'. Så når de skriver, skriver jeg.
Jeg vælger min eksisterende blog - af stædighed mere end andre grunde. Jeg kan huske url-en, og selv om der er gamle indlæg, tør jeg godt stå ved den.
Måske skulle jeg forsøge at lave verdens mest kedelige blog? Hvor svært er det lige?
Jeg har sat klassen i gang med at finde eksempler på andre blogs, som de kan lide eller ikke lide. Det viser sig, at nogle af de blogs, de ikke kan lide, følger de alligevel?!? Er der tale om et had/kærlighedsforhold? Mennesker, vi elsker at hade - der er underholdningsværdi i at lade sig irritere over at følge en person, der i virkeligheden spilder vores og andres tid ved at publicere meningsløshed på nettet?
Det sætter tanker i gang - når der ikke er censur, eller når der kun findes selvcensur, hvor er grænserne så for hvad vi publicerer, og hvad vi vil bruge tid på at følge?
Der kommer overvejelser om konkurrencemomentet - hvor mange følgere kan vi opnå? Nogle mennesker følger os faktisk, fordi de kender os og kan lide os i det virkelige liv. Andre (ukendte) følgere kan man måske opnå, hvis ens blog faktisk er interessant og opmærksomhedsvækkende?
Hvordan bliver man en spændende person på nettet?
Påvirker det andres opfattelse af en, hvad man poster på nettet?
Hvad skal der til for, at man får kommentarer?
Hvorfor fungerer Facebook ikke så godt i undervisningssammenhæng? Hvor går grænsen mellem det private og det offentlige rum på nettet?
Hvad betyder layout på ens weblog?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar