lørdag den 6. december 2014

Når studenterhuen trykker - eller ikke trykker?




Hvor er det et sjovt udtryk, især når man gør udsagnet positivt!

Hvis man siger om nogen, at det vist ikke er studenterhuen, der trykker, så er det en slet skjult fornærmelse - de har vist ikke opfundet den dybe tallerken eller det varme vand, de er ikke den skarpeste kniv i skuffen (find selv på flere eksempler...).

Hvorfor er det så sjovt, at Build-a-bear har produceret studenterhuer til bamserne - kun med det danske marked i tankerne?

Hvorfor er det egentlig sjovt at sætte en hue på den mindste af kaninerne - den, der er allersødest, aller blødest og med det sjove og ikke særlig kloge ansigtsudtryk? Vi smiler, mens vi sætter elastikkerne fra hatten rundt om kaninens ører og taler om de mange ritualer, der hører til traditionen om den særlige hue.

Er det kontrasten, der får os til at smile? Forestillingen om, at den lille søde, bløde og sjove kanin skulle være uddannelsesparat og være så dygtig i alle fag, at den kan gennemføre en ungdomsuddannelse og nå så langt, at hun får en hue på sit hoved?

Kaninen Sille får mig til at tænke over de fordomme, vi møder hinanden med, for med alle de glimmerkjoler, hun har med matchende tasker og sko, så bliver jeg overrasket over at se hende med studenterhue på. Jeg vidste ikke, at Sille også var målrettet, flittig, kritisk bevidst, ansvarlig, tolerant, motiveret og mødestabil.

Er det lidt pinligt, at jeg afslører denne fordom, at jeg automatisk tror, kaninpigen ikke også kan være uddannelsesparat og intelligent og samtidig nuttet, blød og krammekær.

Jeg tror, at jeg ikke er alene med denne fordom - den deler jeg vist med rigtig mange mennesker, og jeg skynder mig at poste Silles foto på Facebook og her på bloggen med den intention at minde os om, at man ikkr kan se det på os, hvor kloge, nuttede eller uddannelsesparate, vi er!

Tænk, at det var kaninpigen Sille, der fik mig til at tænke i dag...



mandag den 17. november 2014

Musik og musik og musik




I de her dage kommer musikken til at fylde mere i hverdagen. Hver dag kl 07:34 - 07:45 og kl 15:00 - 15:20 spiller den lille lærer musik i guldbussen for at pusle glæder og sorger på plads imellem hjem og arbejdsliv. Musikken er bare den bedste terapi!

Ruten over Lammefjorden mellem Asnæs og Fårevejle, hvor udsigten er tåget, lillaorange og helt ubeskrivelig smuk. Vejen er næsten øde, bortset fra en kollega på cykel, en mand med en marimekkohund og en enkel kartoffelbil.

Ved at skrue op for musikken, ikke farten, og nyde musik og landskab som en perfekt sandwich kan 4 minutter genoplade batterierne, så den lille lærer ankommer til arbejdsdagen i god form til de første timers humørfyldt skolelærerliv. 

Straks inden frokost må der tankes op med musik, mens jeg udfører betydningsfuldt arbejde og ser travl ud; Jeg kopierer materiale, rydder affald op efter børnene på bibliotekt, stiller bøgerne lige, fylder papir på kopimaskinen, skriver huskesedler, leder efter mine huskesedler, leder efter mine nøgler, leder efter min skoletaske, leder efter min kaffekop...
Alle kan se, at når jeg har ørebøffer på, er jeg enten midt i noget vigtigt - eller jeg er stresset og orker ikke at snakke!?! Bare 9 minutter alene med musik i ørerne, og jeg er glad og frisk igen.

På hjemturen er guldbussen er fuld af musik - og min skolevej er Danmarks flotteste. Nogle dage er bare helt perfekte, og musikken hjælper med at fejre succeserne - andre dage er lidt mere skodagtige - og musikken løfter dem lidt i kanten. 

Hver dag starter med et nyt sted på spillelisten i Itunes - hvad skal man vælge? Hvordan har jeg gemt alle de mærkelige og pinlige sange? De ligger og fylder, fordi de tjener et vigtigt formål, de bliver ikke slettet, de bliver ikke slidt, de bliver bare bedre af at blive brugt!

Lyt med - luk øjnene, for Youtube-videoerne er lidt skrækkelige - nyd musikken og se landskabet foran vinduesviskerne i stedet...

Nogle sange egner sig ikke til bilens sound system - de skal lige ind i øregangen som et drop i armen:
http://youtu.be/gkBElKofkD4 

En af de triste, når man er fyldt op af sørgelige nyheder og ting, man ikke kan ændre på:
http://youtu.be/QoOTbScJgMU 

En rigtig rokkesang, når det går ret fint, og det er ok at være født i 1965:
http://youtu.be/dp4339EbVn8 

En rigtig lallesang, når det hele mangler mening:
http://youtu.be/9N8KyGQeSDY 

En smile- og klaske-på-rattet-sang:
http://youtu.be/Bqz876VkwwY 

En til:
http://youtu.be/RTgVi2hyA5Y 

En disko-en:
http://youtu.be/Lrle0x_DHBM 

En trække-vejret-ikke-stresse-sang:
http://youtu.be/AMvULNt5AcM 

lørdag den 8. november 2014

Sjove damer




Hvad er det, man laver, når man vågner om natten og venter på, at søvnen er klar til at fortsætte?

Afsløret bliver man midt i 8.klasses dansktime på ActiveBoardet, når det viser sig, at læreren har logget på Youtube og set kattevideoer, skøre trommeslagere, børn, der falder i søvn med hunde (eller børn, der bare falder)....

Den sjoveste natteunderholdning lige nu er de sjove damer, French & Saunders, to engelske komikere, som har lavet mange, mange serier - min yndlings er 'Absolutely Fabulous', som er en lang historie i afsnit, men også sketches, hvor de parodierer kendte serier eller bare skøre personligheder. Det bedste ved de to er, at man kan se, hvor sjovt de selv har det - de er fuldstændig skøre og virker, som om de slet ikke er på arbejde!

http://youtu.be/LgSVFh0jNxE

onsdag den 5. november 2014

Killing me softly...

Hvor er hun sød, og hvor er hun også ildelugtende, vores nye familiemedlem, Missi på 14 uger. Smuk, stribet, vildt kælen og vildt vild. 

Søndag aften flyttede hun ind hos os med sine smukke øjne, sine bløde poter og sylespidse kløer. Ideen var, at vores anden killing, Mis Disney, skulle have selskab - en legekammerat at hygge sig med, når vi nu ikke altid har tid. 

Missi er vist lidt stresset, hun tripper på sine små tynde ben, standser op, kradser og tripper videre. Stikker kærligt kløerneni vores strømpesokket (igennem stoffet uden problemer) og laver flotte kattetattoos på vores ben med parallelle røde linier. Spiller fodbold i bryggerset med en ballon, der ikke går i stykker? Lur mig, om ikke den lille kat har totalt styr på, hvornår man trækker kløerne ind og hvornår man stikker dem ud...



søndag den 2. november 2014

Hvordan kan hun lade være med at grine selv?


http://pol.dk/2440522 

Nice

Misney?

Hvad skal hun hedde... den lille hjemløse killing, der ankommer hos os i dag? 

Hun er nuttet, stribet og skal være lillesøster til Mis Disney, der nu bliver storesøster. Det er meningen, at de to killinger skal lege med hinanden og hygge sig i stedet for, at lille Mis Disney keder sig og derfor ødelægger ting og laver små brune stinkende præmier på gulvet.

God plan, ikk'?

Vi er nogle, der glæder os...






Emil Nolde





Nysgerrighed

#Nysgerrig, #lærelyst, #åbenhed...

Kan man blive inspireret af at snakke med sin far på 86?

Det kan man, og det blev jeg.

I går var jeg et smut i Lyngby for at besøge familien. Mens vi spiste lækker kylling i paprika 'Papkylling', kom vi til st snakke om, hvad min far fandt på at lave i efterårsferien: De havde besøg af familien fra Holland og skulle finde på en lille udflugt for at underholde gæsterne.

Emil Nolde udstillingen på Louisiana i Humlebæk blev målet for udflugten. Stedet er altid dejligt at besøge, fordi der er så smukt, vi har været der mange gange og kender de faste kunstværker og turen dertil er fin op ad Strandvejen. Med til historien hører, at både min far og hans kone har svært ved at gå - den ene bruger rollator, den anden stok, så Louisiana er ikke det lettest tilgængelige mål med de lange, lange, lange gange!

Spørger man min far, om han kan lide Emil Noldes billeder, tror man svaret er ja. Nej, han er ikke ret vild med Nolde. Faktiak kan blomsterbillederne (akvarel) være ret flotte. Hvorfor så tage på Nolde-udstilling?

Jo, siger min far, jeg ville gerne lige gense hans billeder for at se, om jeg stadig ikke var vild med dem...

Svaret sætter mig i gang med at overveje, hvordan man kan have en indbygget nysgerrighed, der kan være drivende for ens livsglæde og oplevelseslyst. Selv om man i en alder af 86 kan være bevægelseshandicappet, kan denne gnist drive en ud af lænestolen og af sted for at få en på opleveren.

At rejse sig op af lænestolens varme hygge for at knokle af sted for at se noget, man forventer ikke at nyde - så er man åben og fordomsfri - det inspirerer mig helt vildt, og jeg får lyst til at give den en skalle i den kommende uge, hvor teenagerne i 8A skal få lov at få en på opleveren. Målet skal være indsigt i, hvordan man kan arbejde med sin indstilling til eget liv og egen læring. Små ting, vi kan gøre for at løfte os selv.

Det kan kun blive fantastisk!





Location:Lyngby, Danmark

fredag den 31. oktober 2014

Hovedet på bloggen...

8A er i gang med at skrive blogs - og den lille lærer ved, at det er bedst, når man 'practice what you preach'. Så når de skriver, skriver jeg.

Jeg vælger min eksisterende blog - af stædighed mere end andre grunde. Jeg kan huske url-en, og selv om der er gamle indlæg, tør jeg godt stå ved den.

Måske skulle jeg forsøge at lave verdens mest kedelige blog? Hvor svært er det lige?

Jeg har sat klassen i gang med at finde eksempler på andre blogs, som de kan lide eller ikke lide. Det viser sig, at nogle af de blogs, de ikke kan lide, følger de alligevel?!? Er der tale om et had/kærlighedsforhold? Mennesker, vi elsker at hade - der er underholdningsværdi i at lade sig irritere over at følge en person, der i virkeligheden spilder vores og andres tid ved at publicere meningsløshed på nettet?

Det sætter tanker i gang - når der ikke er censur, eller når der kun findes selvcensur, hvor er grænserne så for hvad vi publicerer, og hvad vi vil bruge tid på at følge?

Der kommer overvejelser om konkurrencemomentet - hvor mange følgere kan vi opnå? Nogle mennesker følger os faktisk, fordi de kender os og kan lide os i det virkelige liv. Andre (ukendte) følgere kan man måske opnå, hvis ens blog faktisk er interessant og opmærksomhedsvækkende?

Hvordan bliver man en spændende person på nettet?

Påvirker det andres opfattelse af en, hvad man poster på nettet?

Hvad skal der til for, at man får kommentarer?

Hvorfor fungerer Facebook ikke så godt i undervisningssammenhæng? Hvor går grænsen mellem det private og det offentlige rum på nettet?

Hvad betyder layout på ens weblog?